Et fantastisk år for idrætten i Fredensborg kommune. Fra byrådets side har der været meget stor opmærksomhed på området. Der er blevet tilført mange midler til anlæg ligesom der blev fundet ekstra midler til den almindelige drift. Det betød at de fleste foreninger ikke oplevede den nedgang i tilskud som de generelle  nedskæringer  i kommunen ellers ville  have medført.  

Når så armene alligevel ikke er oppe i luften kan man godt undre sig. Måske skal det ses i lyset at de fleste af os har vores afsæt i en eller anden form for konkurrence idræt. Vi går ikke efter godt hvis det er muligt at få rigtig godt. Jeg tænker selvfølgelig på Humlebæk Idrætscenter. Lad mig med det samme slå fast at det er superdejligt at projektet bliver til noget. Det bliver et løft til hele idrætten i kommunen, og skal nok blive et samlingssted for rigtig mange mennesker både indenfor idrætten, men også for andre foreninger på det folkeoplysende område. Men det blev ikke til et samlingssted for gymnastikken i hele kommunen. Desværre var det ikke muligt at tilfredsstille behovet indenfor de økonomiske rammer. Der er senere fundet midler til at få løst dette ved en udbygning af Holmegårdshallen. Dette giver anledning til nogle nye vanskeligheder med lokalefordelingen, som der må findes en løsning på.

Der har været afholdt kommunalvalg i efteråret og et nyt byråd blev valgt. Det besluttede at fortsætte med Fritidsforum som det rådgivende organ for foreningerne og så beholde kompetencen i det politiske udvalg. Vi har gennem hele perioden fremført vores ønske om en anden form for organisering mere i retning af tidligere tiders folkeoplysningsudvalg. Det vil vi blive ved med. Lige for tiden er vi med i et arbejde om at revidere kommissorium for Fritidsforum. Det er de frivillige paraplyer der kommer med udspillet og der er i denne kreds enighed om at der bør være en betydelig bredere politisk deltagelse samt flere medlemmer fra foreningslivet. Derudover er der også enighed om at der skal tillægges reel kompetence til udvalget. I forslaget lægger vi op til at det er hele kompetencen på det folkeoplysende område der tillægges udvalget. Det vil sige alt hvad der vedrører tilskud efter Fredensborg reglerne samt lokalefordeling.  Det reviderede forslag vil komme til høring i løbet af foråret. Hvad der så i sidste ende kan besluttes af byrådet er en anden sag.

Når vi mener denne ændring er nødvendig er det ud fra to betragtninger. Dels mener vi ikke at vi har god nok gennemslagskraft i forhold til politikerne, dels har vi ikke nok gennemslagskraft i egne rækker. Vi oplever ofte at vores medlemsforeninger går direkte til politikerne i stedet for at fremføre deres sag gennem Idrætsrådet. Det er måske til dels vores egen skyld, fordi vi ikke er tydelige nok, men det kan også være fordi foreningerne bare oplever Idrætsråd og dermed Fritidsforum som en forsinkelse uden indflydelse. Jeg mener ikke dette er tilfældet og oplever at Fritidsforum faktisk bliver lyttet til. Men det kan blive bedre.

Vi har også i årets løb haft en del interne meningsudvekslinger om hvordan vi skal gribe samarbejdet i Idrætsrådet an, når der er meget forskellig opfattelse af, hvad der vil være hensigtsmæssigt at gøre. Det vil vi arbejde videre med i den kommende periode. I denne forbindelse vil vi også prøve at gøre mere opmærksom på vores eksistens og at det faktisk kan gøre en forskel at bruge Idrætsrådet til at fremme de ønsker og behov der måtte være.